Maj 8, 2018. Skrevet af Pernielle Eckhoff
Vores intuition guidede os på vej
At blive mor er transformerende. Intet mindre. Vi kvinder bærer og nærer det lille menneskevæsen i vores kroppe, under hjertet, i ni måneder, hvorefter vi føder barnet ind i familien, verden og i vores arme. At blive mor er det smukkeste jeg nogensinde har oplevet. At møde mennesket der har rumsteret inde bag maveskind og fostervand i månedsvis, er det mest magiske jeg kan forestille mig. Den kærlighed der bruser som skummende bølger ind over krop og sind, kan faktisk ikke beskrives, men kun forstås af mine medmødre.
Da jeg blev mor første gang for snart otte år siden, havde jeg og min kæreste besluttet, at vi ville forsøge at handle på vores instinkter. Jeg var en løvemor og det var okay. Vi beskyttede det lille barn, elskede det så højt, og lukkede os sammen om den lille kerne vi havde skabt. Det gav mening, vi lyttede til et sted helt inde i os selv, hvor vores intuition guidede os på vej. Omverden havde vist nok svært ved at forstå, fordi vi ikke lod gæster holde vores søn og vi værnede sådan om det vi havde, men det var vi okay med. Det føltes rigtigt for os, så sådan gjorde vi.
For første gang i mit liv mærkede jeg en dyb selvsikkerhed
I vores del af verden, har rigtig mange nye mødre det præcis modsat. De er usikre og utilpas i rollen som mor. Intet i gravid-/svangreomsorg handler om, at man skal finde sig selv som mor, lytte til sig selv eller knytte sig til baby og finde sig til rette i mor-rollen. Graviditeten går hurtigt, og kun lige de sidste fire uger op til fødslen, hvor man har barsel, når man at tage sig tid og have ro til at mærke kroppen, graviditeten og det lille liv i maven. Fødslen forløber med en hulens masse ydre hjælp, ofte i hvert fald, med mindre man føder hjemme (hvilket flere og flere i øvrigt gør) og pludselig har man et barn i armene, og fødselsprofessionelle holder tæt øje med, om man kan finde ud af at amme, om man lander i moderskabet ‘som man skal’ osv.. Med mindre man selv på forhånd har besluttet, at ville have ro efter fødslen, så foregår der også her en hel masse ‘unaturligt’, som ikke handler om at mærke eller være. Dernæst kommer barslen hjemme med baby. Her svinger sundhedsplejersken forbi og måler og vejer og taler om søvn og rytmer og opdragelse og ammebrikker og ammestop og institutionsstart og parforhold og PUHA.
Normen var langt fra det, jeg ville som mor
Jeg selv sagde sundhedsplejersken fra ved andet barn. Det var en kæmpe lettelse. Jeg endte også med at holde mit andet barn hjemme, til hun var 21 måneder, hvor hun startede i en skrækkelig vuggestue, med mig tæt ved hendes side i to uger, hvorefter hun gik der med meget korte dage, mange fridage og i det hele taget muligheden for ikke at ville der hen, skulle humøret være sådan pågældende dag. Jeg tog også min store søn ud af børnehaven det sidste år inden skolestart. Pludselig mærkede jeg hvordan normen, institutionslivet, bare var så langt fra det, jeg egentlig gerne ville som mor.
Jeg var sikker i min sag, men manglede en tribe
Som hjemmegående med to børn var livet lidt hårdt. Jeg var et svært sted i min egen udvikling i den periode, men det havde intet at gøre med at jeg var sammen med mine børn hele tiden. Det var nok det eneste der holdt mig oppe. Men at træde udenfor den sti alle andre betræder, var hårdt. Jeg var sikker i min sag, det er jeg stadig, men jeg manglede virkelig mennesker omkring mig – jeg manglede fællesskab.
Det kræver en landsby at opfostre børn
Der er et afrikansk ordsprog der hedder: ‘Det kræver en landsby at opfostre børn’. Men i vores del af verden, er de landsbyer bare ikke mere. Vi er ikke længere på samme måde en del af et fællesskab, hvor det er naturligt at alle er der for alle. Hvor den barslende kvinde får hjælp og støtte af byens kvinder, så hun kan få dækket sine egne behov midt i maratonamning og ræser-røv. Vi har ikke længere landsbyens andre kvinder, som vores børn er trygt knyttet til, til at tage sig af vores børn, når vi selv må gå i marken og høste. Og vi mangler landsbyerne. Især kvinder, mødre, mangler landsbyerne.
Vi mennesker er skabt til at leve i flok. Til at leve med vores stamme, som har vores ryg i tykt og tyndt. Og fordi vi ikke har disse landsbyer, er der et enormt pres på forældre, fordi vi selv skal udfylde alle roller. Derfor styrter vi rundt, køber en masse ting vi ikke har brug for, putter vores børn ind i unaturlige sammenhænge i daginstitutioner lange, lange dage, fra de er 10 måneder gamle. Vi adskiller os fra hinanden og vores afkom, og bevæger os længere og længere væk fra hvad der er naturligt for os.
Her er man ikke nøje udvalgt, men man er fordi
Vi skal tilbage til de naturlige fællesskaber. Flere og flere skaber dem selv i vores moderne verden. Bofællesskaber, familiefællesskaber, skolefællesskaber. Og det giver mening at vi selv skaber dem. Men i virkeligheden er det jo også lidt kunstigt. I landsbyen findes alle roller, alle slags mennesker og alle aldre. Her er man ikke nøje udvalgt, men man er fordi. Og det har meget stor værdi i mine øjne.
Familien er et fællesskab som jeg selv vægter meget højt. Min egen lille kernefamilie i særdeleshed, fordi den øvrige familie er i den anden ende af landet. Vores relationer til hinanden, mine børns søskendeforhold, vores fællesskab er vigtigt. Vores relationer er ikke ukomplicerede, men vi nærer dem, prioriterer dem og værner om dem. Mere end børnenes relationer til venner f.eks., som ellers er noget vi i vores samfund gør meget for at ophøje. Den vigtigste tilknytning er den vi har til de nære relationer – det er den vi skal lægge vores kræfter i, pleje og passe på.
Vi må åbne os for hinanden
Vi må stå sammen. Være der for hinanden og med hinanden. Hver især må vi være noget for andre, give ud, og så skal det nok komme godt tilbage. Vi må åbne os for hinanden, lukke hinanden ind og lukke op for os selv. Så vi igen kan begynde at hilse på hverandre ved bussen, takke buschaufføren for turen, hjælpe med tunge indkøbsposer osv. osv. Vi må finde vej til vores sande natur, flokdyret, så vi kan finde sammen i landsbyerne igen. Ingen er alene, vi er sammen i det her liv.
Pernielle Eckhoff er blogger, hjemmeskolende mor, doula mama og journalist. Du finder Pernielles blog “Det kræver en landsby” her
