Da Camilla spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at skrive et gæsteindlæg på hendes blog, var min første tanke, at emnet vel skulle være amning, hjemmefødsel, BLW eller måske Biological nurturing. Det er emner jeg har beskæftiget mig med og brændt for de sidste 20 år, og som jeg har en hel del erfaring med både privat og professionelt. Da hun foreslog, at jeg skrev noget om mit karriereskift fra udearbejdende sygeplejerske med speciale i amning til hjemmearbejdende privat børnepasser, blev jeg meget glad og tændt på ideen. Dels fordi jeg vel kun har ytret mig lidt på facebook om det, og fordi det er noget jeg er midt i her og nu, og som fylder rigtig meget i mit liv og for min familie.
Lidt om mig: Jeg hedder Stine er 44 år og gift med Bent som er biolog og verdens mest pragtfulde alt muligmand. Sammen har vi Noah 19 år, Linus 16 år, Isak 15 år, Ophelia 11 år og rosinen i pølseenden Seraphia på næsten 4 år. Vi bor i Hvidovre i et halvt dobbelthus på en hyggelig villavej og sender man en helikopter ind over vores grund vil et sammensurium af højbede, komposter, kaninbure og løbegårde, hønsehus og gård, drivhus, kæmpetrampolin og små frugttræer dukke op…..ikke meget Bo Bedre over det, men vildt, skørt og eksperimenterende og til tider temmelig rodet.
Min ungdoms karriere overvejelser
Da jeg gik i gymnasiet, forestillede jeg mig, at jeg skulle læse medicin, fordi mit gennemsnit ikke kom helt op til ”jordemodersnittet”. Efter gymnasiet rejste jeg jorden rundt i et års tid og fandt ombord på et containerskib ud af, at jeg alligevel ikke skulle læse medicin, selvom det måske ville skuffe min far, som er læge. Måske skuffede det også mig lidt, men jeg tænkte tanker om familieliv og børn og kunne ikke forene det med et kæmpelangt studium med hårde arbejdstider og vilkår. Jeg fortryder det ikke et sekund nu. Måske var det i virkeligheden mit første karriereskift, selvom det kun foregik på tankeplan ?
Valget blev sygeplejestudiet, som var mindre krævende, kortere og med mulighed for at rejse og få job alle steder.
Farvel Frederiksberg – Goddag til parcelhuskvarter
Så mødte jeg Bent som læste historie og molekylærbiologi på RUC , og sammen skabte vi en hverdag med studieliv og børn. Først boede vi i lejlighed på Frederiksberg, og da nr 4 var på vej, tog vi beslutningen om at købe hus med have. Farvel til Frederiksberg og bylivet og goddag til parcelhusvarter og Hvidovre. Det var et godt valg for os.
Da vi fik Noah, var jeg studerende, og han blev passet af en ung pige hjemme hos Gustav fra mødregruppen, når jeg var på skole eller i praktik på Riget. Det var trygt og hyggeligt for alle. Han kom i vuggestue som 2 årig, og jeg blev færdig som sygeplejerske og fik arbejde på svangre-barselsgangen på RH. Sådan noget kan man godt blive skruk af, og da lillebror Linus kom 2½ år efter Noah, havde jeg prøvet både at arbejde i skiftende vagter og være på arbejde juleaften….Det var fedt med barsel, og inde i mig selv svor jeg, at skulle vi nogensinde have flere børn, så skulle jeg ikke arbejde som sygeplejerske, imens jeg var gravid …. Det kom til at gå i opfyldelse, for 1½ år senere og med et ophold i Canada med to små spradebasser og en meget stor mave i bagagen, kom Isak til verden i et fødekar hjemme på Frederiksberg nøjagtig som sine to storebrødre.
Noah kom i børnehave, Linus i vuggestue og jeg var på barsel med Isak. Jeg havde en hjemmelavet regel om at mine børn skulle kunne gå inden de skulle passes i institution, men da Isak var knap et år fik jeg tilbudt et vikariat på drømmejobbet – Frederiksberg hospitals barselsgang. Der hang jeg ud i omkring 7 år og lærte en masse om spædbørn, mødre og fædre og ikke mindst amning. Jeg arbejdede aldrig fuld tid og efter barsel med Ophelia var jeg en periode tilbage i 16 timer om ugen, hvor lillepigen blev passet af hhv mormor og onkel morfar. Jeg havde overvejet meget kraftigt, om jeg overhovedet skulle tilbage til barselsgangen, eller om jeg skulle springe ud i at blive dagplejer i eget hjem, så jeg kunne være sammen med min yngste fuld tid lidt længere. Jeg skrev lange lister over plusser og minusser ved det ene og det andet arbejde og endte med at vælge 16 timers arbejdsuge med inkluderet cykeltur, dejlige kolleger og spændende speciale fremfor en 48 timers arbejdsuge med invasion af hjemmet fra kl. 6.45 og stor sandsynlighed for at blive endnu mere udkørt og træt end jeg var i forvejen. Det valg fortrød jeg heller aldrig, men nogle tanker havde sat sig fast, og jeg tænkte meget over om jeg var klar til at opgive min professionelle karriere for at få mere tid med børnene og for at være i hjemmet, som jeg også elsker at befinde mig i .
Beriget med vores efternøler
I 2013 blev familien beriget med vores lille efternøler Seraphia. Hun er i sjov min 40 års fødselsdagsgave og sikke en gave ! Det blev hurtigt soleklart for mig, at jeg ikke skulle sende hende nogen som helst steder hen efter endt barsel. Og hun drønede derud af og gik som 9 måneder og elskede at lege med sine store søskende, og jeg syntes at det hele gik lige hurtigt nok. Så tankerne om at blive dagplejer poppede op igen. Jeg tog snakken med Bent om fordele og ulemper. Orkede vi at have flere småbørn i huset dagen lang. Forældre der afleverede trætte småbørn midt i morgenmaden, og et hus og en have der sikkert ville flyde af havregrød, legetøj og brugte barnevogne HVER dag ? Jeg kom frem til at det blev vi nødt til at acceptere, for jeg skulle ikke aflevere mit dyrebareste guld til en god og kendt, men dog for hende fremmed, fortravlet og morløs vuggestue HVER dag. Da beslutningen var taget, fik jeg en god ro i maven….men så skulle der søges orlov og job og alt det praktiske….
Jeg blev privat børnepasser
Hvidovre hospital, som jeg nu havde barselsorlov fra gav mig 1 års ulønnet orlov, og så gik jeg i gang med at skrive en ansøgning til kommunen om at komme i betragtning som kommunal dagplejer.
I min orlov med Ophelia startede vi en internetskobutik op, og da erhvervskrisen kom, og vi efter nogle år fik nok af skokasser i alle rum….svor jeg også, at jeg aldrig mere skulle være selvstændig med cvr nummer 😉
Den måtte jeg dog æde, for selvom de fra dagplejekontoret var meget interesserede i mig og senere opfordrede mig til at søge nogle stillinger, så var der fra kommunens side ansættelsesstop for dagplejere i den periode pga af noget omlægning af deres arbejdsforhold. Det betød at jeg måtte nedsætte mig som privat børnepasser med al den selvstændighed og økonomiske usikkerhed, det kunne medføre. Jeg var dog ikke i tvivl om, at det skulle prøves og i starten i marts 2014 havde jeg to betalende børn sammen med Seraphia, og vi hyggede os, lærte en masse om livet med flere babyer på en gang osv. Henover sommeren kom der to mere, og så var jeg i fuld gang. Tumleriet var en realitet.
Det var virkelig en spændende og hård tid at passe sit eget barn sammen med flere ”fremmede” børn, men jeg nød at have min yngste hjemme, og da hun nærmede sig de to år, snakkede som et vandfald og havde sine absolut egne meninger om det hele….begyndte jeg at være moden til en lille separation, bare nogle timer om dagen. Det kunne lade sig gøre pga vores store skolebørn, som sammen mad farmand både kunne aflevere sent og hente tidligt.
Samtidig fik jeg brev fra mit job på barselsgangen om, at min stilling som ammespecialist i dagvagter overgik til en almindelig sygeplejerskestilling i skiftende vagter, og så var der jo ikke en disse at rafle om, for det skulle jeg ikke tilbage til.
Da Seraphia startede i vuggestue godt to år gammel, blev jeg også i mit eget hoved rigtig professionel børnepasser.
Fra respekteret kollega til at være alene med 4-5 børn
Springet fra at være en respekteret kollega med stor viden og erfaring i et super spændende speciale til at være helt alene med 4-5 børn uden egentlig uddannelse i dét speciale, men med en temmelig stor personlig erfaring og mange professionelle i mit netværk at sparre med, var da lidt grænseoverskridende.
Man kan både tale om identitetstab og tilvænning til en anden tilværelse, hvor der var mere frihed men også et andet pres og ansvar, både i forhold til de små mennesker, jeg var helt alene om at passe på og familiens økonomi, som var afhængig af at jeg fik kunder i butikken og dermed en indtægt hver måned.
Tumleriet blev en succes
Tumleriet endte med at blive en stor succes, faktisk så stor, at jeg ved et heldigt tilfælde eller skæbnen ? Fik mig en kollega og pludselig havde en stordagpleje med alt hvad det indebærer af stordrift i forhold til indkøb, rengøring og hænderne fulde af småbørn fra 7-16 hver dag.
Ingen valg er rent sorte eller hvide. Tumleriet har helt sikkert betydet at mine store skolebørn har følt sig skubbet lidt til side i spidsbelastningsperioderne og sjældent er huset tomt, hvilket man som stort barn faktisk godt kan nyde.
Til gengæld er her altid mad, selskab og nogle nuttede små venner at lege med, hvis og når man gider og ellers mulighed for at smutte ind på sit eget værelse, når det bliver for meget.
For mit eget vedkommende har jeg aldrig arbejdet så meget i mit liv. Der lægges så mange timer i drift og børnepasning at min fritid er mere sparsom end nogensinde før. Og de unge mennesker i huset er blevet lidt for forkælede i forhold til rengøring og oprydning. Det er nemt at snige en stak snavset service op i køkkenet , som en af de voksne nok klarer i skyndingen…..for vi er her jo hele tiden og har blækspruttearme med børn, bleer, opvask, madlavning, putning og leg.
For et halvt år siden var jeg helt sikker på at Tumleriet skulle være et overstået kapitel i mit liv, når Seraphia skal stoppe i børnehaven i maj 2019. Arbejdet er hårdt, og man er utroligt fastlåst i forhold til fridage og korte dage, og sådan vil jeg ikke have det, når mit yngste barn skal starte i skole.
Men jeg går og sysler med mange ideer om alternative pasningsløsninger og overvejer også kraftigt at søge om godkendelse til at blive plejefamilie, da børn fylder meget i mit liv, og jeg mener at man er forpligtet til at gøre en forskel, der hvor man kan.
I dag har jeg taget den beslutning, at jeg vil holde en meget lang ferie henover sommeren det år Seraphia starter i skole. Så skal vi have tid sammen, og jeg skal have min helt egen tid i haven og drivhuset uden små pilfingre, der tager alle de grønne tomater og knækker alle de fine nye skud af det ene og det andet.
Familien skal have mulighed for at trække vejret dybt og hjemmet trænger nok også til en seriøs overhaling efter 5 års konstant småbørnshærgen.
Det er muligt at tage konsekvensen og bryde ud af det stressede hverdagsliv
Jeg vil med min historie fortælle, at det er muligt at bryde ud af det stressede hverdagsliv med to voksne i udearbejde og børn i institutioner. Som det nok er opsnappet på facebook, kommer jeg nogle gange med opfordringer til folk om at tage konsekvensen i stedet for at hyle op om deres hårde hverdagsliv med småbørn og barnsygedage og stram økonomi. Vi har alle en mulighed for at tage det hele op til revurdering. Jeg siger ikke at man skal gøre det hele tiden, men ingen har godt af at leve et liv, der ikke giver glæde og grundlæggende tilfredshed, vil jeg mene.
For at kunne holde til det fysisk og psykisk krævende job som privat børnepasser, finder jeg en enorm glæde i at pakke tasken, lukke døren til mit hjem og min arbejdsplads og tage til spinning og yoga 3-5 gange om ugen . Det gælder for mit åndehul med lidt socialt samvær og andre omgivelser og samtidig fremmer det kondition og fysisk styrke, som er meget vigtigt for mig i hverdagen, og særligt efter at jeg har passeret de fyrre og skal passe på min krop, som stadig er småbarnsmor.
Et godt parforhold er essentielt for en velfungerende storfamilie med hjemmearbejdsplads
Hvis nogle tænker, hvad med parforholdet, så har I helt ret. For mig er parforholdet alfa og omega for en velfungerende storfamilie med hjemmearbejdsplads. Uden Bent intet Tumleri. Han tager en stor tørn på det praktiske plan og tager mange aktiviteter i hverdagen med vores egne børn, hvor jeg er låst på adressen. Vi tager ikke hinanden for givet og alle beslutninger angående karriere tager vi sammen eller i det mindste efter en god dialog. I øjeblikket er det mig, der tjener mest, men om nogle få år er det nok Bent, og det har vi det begge fint med.
Vi tager ikke på så mange parmiddage og kæresteweekender som nogle måske mener at vi burde – men vi prøver at finde de små glæder i hverdagen, og så går vi til yoga sammen og er næsten altid fælles om at starte små skøre projekter op. Vi er bla lige blevet registrerede kaninavlere af racen Stor sølv, og vi har altid mange ideer om hvilke planter vi skal prøve af i drivhuset og i haven. Vi er også begge politisk aktive og stiller op til hhv kommunalbestyrelse og regionsråd. Hvad vi gør, hvis vi kommer ind, må tiden vise. Vi har nu nærmest haft småbørn i 20 år og det har krævet mange til og fravalg , men altid med børnenes velfærd i fokus, selvom de muligvis ikke vil være enige i det hele…men sådan er det jo altid, når man er mange om at få det til at fungere. Vi husker at børnene er til låns, og at det er vores ansvar at få dem godt i vej. Parforholdet er en livsinvestering, og vi satser benhårdt på at få børnebørn og oldebørn, som vi kan nyde sammen.