Moderinstinktet har trange kår
Interessen for den voksende mave handler idag meget om symfysemål, vægtøgning, hvilken barnevogn der kan klappes mest sammen, og om hjertepuden nu også virkelig kan afhjælpe fladt baghoved. Scanninger og hjertelydsmålere forsikrer os oftest om, at vores børn er sunde og raske. Men omsorgen for moderen, hvor er den?
Omsorg for mor er vigtigt
Moderinstinktet har trange kår i vores samfund. Barselssengen er en saga blot og “barselskrukke” tror jeg ikke engang folk ved hvad er mere. Alligevel er der en lille stemme, der hvisker inde i alle mødres ører. En lille stemme man kun kan høre, hvis man virkelig lytter godt efter. “Hvor er omsorgen for mig, så jeg kan støtte og nære mit nyfødte barns naturlige og legitime behov på bedst mulig vis?”
Mange forventninger til den kommende mor
Det forventes at mor gennemgår sin graviditet imens hun stadig varetager arbejde, aktivt socialt liv og fitness. For det er jo ikke en sygdom at være gravid. Det forventes at mor, når hun har født, går i mødregruppe og på café og til babyrytmik, babysvømning og babysalmesang. For barnet skal jo socialiseres. Og mor har også brug for voksenkontakt.
Sætningen “Det behøver jo ikke at være en hindring at få et barn” gør mig så ked. En hindring for hvad? At leve videre som kvinden gjorde inden hun blev mor? Hvordan er det nogensinde blevet et mål? Og det er her jeg, helt personligt, tror vi simpelthen har glemt moderinstinktet. Kulturen har slået det ihjel.
Allerede inden vi bliver gravide, er det et projekt, og vi glæder os og er spændte. Vi har en masse forestillinger om, hvordan det vil være, og vi læser måske bøger og blade. Men når først de to streger er der, så tager “systemet” over. Og nu skal det ikke misforstås, som at jeg ikke er dybt taknemmelig for det fantastiske sundhedssystem, vi har her i landet – for det er jeg skam.
Udefrakommende styring af fødsler og efterfødselstiden
Men når mødre stopper med at mærke efter i sig selv og i stedet refererer til den forestående jordemoderkonsultation, som skal give svaret på, hvordan mor har det – så er der noget galt.
Når fødsler styres af igangsættelser og vedrop og indgreb, fordi det naturlige i fødslen for længst er glemt – så er der noget galt.
Når tiden lige efter fødslen styres af tidsplaner og budgetter og jagten på “kroppen”, fordi kontrol er så stor en del af vores verden, at vi slet ikke længere stoler på naturen – så er der noget galt.
Er MME virkelig svaret?
Når flaske bliver svaret på alle ammeproblemer, fordi det offentlige ganske enkelt ikke prioriterer at yde kvalificeret ammevejledning, trods massiv forskning der viser præcis hvor problematisk det er at prioritere sådan – så er der noget galt.
Når amning og samsovning og vikling afvises til fordel for flaske og tremmeseng og barnevogn, baseret på det kulturelle i at barnet ikke må være “til besvær” og at man i øvrigt har glemt hvordan man ammer – så er der noget galt.
Når en ammende mor er bange for vrede blikke, fordi hendes barn drister sig til at blive sulten midt i Brugsen – så er der noget galt.
Når barslende mødre sidder i hver deres hus, med hver deres ødelagte bryster, vasketøj overalt og minus-sovende baby – og alle hver og én tror at alle andre bare lever på en lyserød sky og har styr på det hele – så er der noget galt.
For mange nye mødre føler sig ensomme
Følelsen af ensomhed, af at være alene, af at fejle i moderskabet er altødelæggende. Og jeg bliver så ked af det. For mødrene. For børnene. For familierne. Og for de næste generationer, hvor der måske ikke vil være nogen tilbage, der ved hvad en barselskrukke er.
For nogle år siden stoppede jeg mig selv i at være vred og ked (ok, jeg kan stadig godt blive lidt vred og bestemt blive ked) – efter jeg fandt ud af, at der faktisk er andre, der synes det hele er ved at gå skævt.
Jeg fandt nogen der, ligesom mig, savner moderinstinktet. Savner at være omgivet af andre kvinder. Kvinder der lytter. Virkelig lytter. Kvinder som husker at livet godt må ændre sig når man bliver mor. Kvinder som støtter hinanden i at når barnet fødes, fødes moderen også – for hun var der altså ikke inden. Hver gang en kvinde bringer et nyt barn til verden, så får denne kvinde en ny dimension i sin personlighed og i sin verden – nu er hun ikke bare “Anna” – nu er hun også “Anna, mor til Mille” og “Anna, mor til Mille og Daniel”. Anna har for altid ændret sig – hun bliver aldrig den samme igen – og det er ok. Anna har måske ikke længere lyst til at gå til spinning – men en tur på legepladsen med en kaffe i et termobæger, det er lige sagen. Så hvordan støtter vi denne overgang? Eller måske er spørgsmålet i virkeligheden OM vi støtter den?
Vi må og skal støtte op omkring moderinstinktet
Vi MÅ og SKAL støtte op omkring moderinstinktet og barnets instinkter. Og det er at være sammen, hud-mod-hud, i ro og fred for verden omkring. Vi skal drage omsorg for moderen – vise hende at vi er der for hende, at vi støtter hende og at vi lytter til hende. Hun skal mærke, at vi i fællesskab griber hende, hvis hun føler hun falder. Hun skal mærke, at vi stoler på hende og stoler på, at hun finder sin vej, i det virvar af følelser der unægteligt følger enhver fødsel. Og vi skal lære at holde mund og med handling vise mor, at hvis hun har brug for konkret vejledning eller hjælp, så er vi der. Når vi tillader os selv at gå tilbage til basis og støtter kvinden og barnet i deres nye liv, så sker der mirakler. Her handler det ikke længere om kvinden, som en del af moderne kultur. Her handler det om moderen – Mothering the mother – at støtte moderen i at lytte til sin krop og lytte til sit barn. At drage omsorg for moderen, imens hun finder sin indre stemme og mærker sin kraft – for den er der. I alle mødre.
Jeg er frivillig ammevejleder og min opgave er at lytte
Jeg er frivillig ammevejleder og min fornemste opgave er ikke at få mødre til at amme – men at lytte. At lytte til mors ord og tanker og hjælpe mor med at sortere i den enorme mængde information hun bliver bombarderes med fra alle sider. At støtte mor i at det kun er MOR, som kan mærke, hvad der er rigtigt for netop hende. Jeg giver ikke råd – aldrig. Jeg spørger mor, hvad hun oplever, og ud fra det sporer vi os sammen ind på, hvad der mon er på spil – et følsomt samarbejde imellem mors observationer, og de fakta jeg kan levere ud fra evidens og erfaring. Mange vejledninger starter med ét spørgsmål, men viser sig hurtigt at handle om netop det – at instinktet er der, men overdøves af stemmer fra alle sider. Naturligvis er der også rent tekniske vejledninger – men selv her er det absolut vigtigste at mor føler sig hørt. Jo flere gange vi møder en mor, med fuld tiltro til at hun allerede besidder svaret og blot skal vejledes til at finde det selv – jo mere støtter vi mor i opdagelsen og anvendelsen af hendes moderinstinkt. Der mærker hun, det barselskrukken symboliserer – at hun ikke er alene. Der mærker hun kvindekraften. Der mærker hun fællesskabet. Og så er hun i sandhed fri.
Mia Bernscherer Bjørnfort /Ammemafiaen
Du kan finde Ammemafiaen her
Mia er 35 år, mor til 3 skønne drenge og en mere på vej. Mia er uddannet frivillig ammevejleder hos Ammenet og La Leche League Danmark og har “Ammemafiaen” en lille blog på Fb og Instagram, hvor hun skriver om amning og sin egen hverdag i relation til amning og mor/barn omsorg. Mia har både et langtidsammet barn, et flaskebarn og en der har fået begge dele. Drømmen er IBCLC (Internationalt Certificeret Ammevejleder) og muligheden for at hjælpe nye familier med at finde fælleskabet med deres barn og roen i den nye rolle som forælder. Mia vikler, samsover, langtidsammer (nu hvor hun har viden og støtte til det) og tror på blidt forældreskab a la ifavn/attachment parenting – “Der har jeg virkelig fundet min indre kvindekraft. Jeg er ikke perfekt, langt fra. Jeg stræber efter at være åben overfor samspillet imellem barn og forælder, og gør mig meget umage for at stille spørgsmål til, hvorfor jeg gør som jeg gør og være kritisk overfor presset fra verden omkring mig, som typisk vælger mere kulturelt styrede løsninger”.
