Skrevet af familiespsykolog Heidi Agerkvist. Udgivet d. 8/9-16
Har vi nok nærvær med (spæd)børnbørn i den digitale verden?
Det er svært at forestille sig et liv uden. Også selvom den kun har været her få år. Den har om nogen formået at snige sig ind i livet og hverdagen og endda på en meget central plads.
Den bringer lethed og kontakt med sig. Og vi er en hel planet af mennesker der har taget den til os.
Smartphonen.
Sjældent er noget blevet udbredt så hurtigt til så mange. Alle har en. I så hvert fald så tæt på alle, at det vækker opsigt, når vi møder en, der ikke har.
Den har gjort meget lettere for os. Vi kan ordne betalinger, finde vej, søge information, blive inspireret, se billeder fra dagens aktiviteter i børnehaven, holde kontakt med venner i lande langt væk, genfinde venner fra folkeskolen og barndommens gade osv.
Smart!
Samtidig hører vi flere og flere bekymrede røster råbe vagt i gevær om den rolle smartphones og tablets har fået i vores liv. For al den kontakt med andre i en digital verden, hvad betyder den for vores kontakt med vores børn og hinanden lige nu og her i den analoge verden?
Et lille sekund
Smartphones og tablets er kommet ind i vores liv for relativt nyligt set i en livsperspektiv. Og set i et evolutionsperspektiv er de sidste år med smartphones at betragte som et lille sekund. Vi er med andre ord kun lige startet, og det er endnu uklart for os hvilke konsekvenser – positive som negative – den stærke digitalisering og de nye platforme for kontakt og information har for os. Vi er stadig helt ”nye elever i klassen”, og vi har endnu til gode at lære gode omgangsformer med de mange digitale muligheder og gadgets, som frister og tager vores fokus og opmærksomhed mange gange i vores hverdag.
Men går det ikke godt nok? Skal vi være bekymrede? Er det ikke lidt hysterisk?
At komme godt fra start
Selvom der er meget vi stadig har til gode at vide på det felt, er der dog flere elementer, vi allerede nu kan se bliver udfordrede.
Et af dem er vores helt spæde børns vilkår for at lære, hvad sund og nærende kontakt med deres vigtige omsorgspersoner er.
Fødeafdelinger forbyder brug af smartphones
Flere fødeafdelinger har forbudt brug af smartphone på fødestuerne, fordi personalet oplevede at trangen til at dokumentere og dele fødslen og de første vigtige minutter og timer med det lille spæde barn, blev så omfattende, at det var forstyrrende for at den nye og afgørende relation mellem mor og barn kunne begynde sin etablering.
Det lille barn har behov for at opleve uforstyrret
Vi ved fra utallige studier, at det er afgørende for det lille barns fysiske og psykiske velbefindende, at det får lov at opleve uforstyrret (gerne hud til hud-) kontakt med sin mor i timerne efter fødslen. Den kontakt tjener mange formål. Bl.a. hjælper den amningen godt på vej, og den er starten på den vigtige tilknytningsproces, som trækker vigtige spor ind i barnets liv – også som ung og voksen.
Derfor er det uheldigt, når de vigtige og fine processer som evolutionen har sørget for at udvikle og forfine gennem mange tusinde år, bliver forstyrret af en smartphone, fordi vi bliver optagede af at dokumentere og dele processen digitalt, i stedet for at være uforstyrret tilstede i den. Og det er der tilsyneladende flere fødeafdelinger, der har oplevet.
”Er det så slemt?”, tænker du måske. ”Det er jo bare et par billeder og en enkelt opdatering”.
Hæng lige på lidt endnu.
Det vi er bedst til som mennesker
Vores stærkeste kraft som art er vores sociale kompetencer. Vi har ikke stærke lårmuskler, så vi kan løbe superhurtigt, eller skarpe kløer, som kan spidde fjenden. Vi har overlevet som art, fordi vi kunne samarbejde, og sammen løfte os over farerne og de udfordringer vi har mødt gennem tiden. Samarbejde kræver sociale kompetencer og relation. Relation er noget man er flere om. Og det er præcis hér, de bekymrede røster om smartphones og tablets i et udviklingspsykologisk perspektiv har deres berettigelse.
Vores børn lærer nemlig ikke noget brugbart om at være i relation, hvis deres primære omsorgspersoner – altså deres mor og far – det meste af tiden eller gentagne gange er utilgængelige for kontakt og relation, når barnet har brug for det.
Og som forælder er det overraskende nemt at blive suget ind i et digitalt parallelunivers, der er fuld af små røde ettaller, som lokker med breaking news og opdateringer, det føles farligt at gå glip af. De sociale mediers opbygning spiller på vores urgamle angst for at gå glip af vigtig information og gruppetilhørsforhold, og dermed falde udenfor flokken.
Børn er kodet til kontakt.
Spæde børn er skabt til at være i kontakt. Så vi behøver ikke at lære dem evnen. Den har de. Men vi kan forstyrre den relations- og tilknytningsproces, de og vi er kodet til, hvis vi lader smartphonen være med på sidelinjen – eller måske helt fremme på scenen – hele vejen.
Oplever barnet ikke, at den voksne reagerer meningsfuldt og adækvat, når det kalder og beder om kontakt, vil det i første omgang protestere og kalde højere. Hvis det ikke hjælper, vil barnet over tid give op og konkludere, at det er umuligt at få opfyldt sit behov for kontakt. Det har samtidig betydning for barnets selvværd og identitet, da det er svært at konkludere andet på den oplevelse end at, ”Jeg er sådan en, der ikke er vigtig, om som ikke kan regne med at få opfyldt de behov, der er helt basale og vigtige for mig”.
Derudover vil barnet gå glip af (tilstrækkelig af) den læring om at være i relation, som man kun kan lære i relation. Alt det med at skiftes til at lytte og svare, at have øjenkontakt, at give og tage plads, at respektere den andens grænser og behov undervejs, samt at runde en kontakt af, når det er tid, er alt sammen noget, man ikke kan lære selv uden at have nogen at lære det sammen med. Ligesom oplevelsen af at blive trøstet og passet på, når man har brug for det, er noget sværere at skabe alene.
En uløselig knude?
Så hvad gør vi så?
Skal vi droppe smartphones?
Eller børn?
Kan det ikke kombineres?
Hvis du kender mig og har læst med på min blog, ved du, at jeg har en både kærlig og pragmatisk tilgang til livet og til familielivet især, og at den er helt renset for dogmer og løftede pegefingre på skolelærermåden. Derfor er jeg heller ikke ude på en mission om at afskaffe smartphones helt og fuldt. Det ville nok også blive lidt op ad bakke.
Men det jeg gerne vil hejse flaget for, og invitere dig til er at tage bevidst stilling til og styring over alle de digitale muligheder og gadgets, inden de tager styring over dig og kvaliteten af dine relationer.
Vær tilstede hvor du er
En af måderne at tage styring er at beslutte dig for at gøre én ting ad gangen, i stedet for at gøre mange ting halvt eller kvart samtidig.
Det betyder fx, at du ammer din lille barn, når du ammer, og at du er tilstede i det. Hvis du sidder med din telefon imens og lige tjekker det ene og det andet, kan du ikke være fuldt opmærksom på de signaler, dit barn sender til dig undervejs i amningen, og du vil komme til at signalere til det at øjenkontakt er sådan en flakkende størrelse.
Tænk amningen som en gratis pause til dig selv (og dit barn).
På samme vis vil jeg gerne invitere dig til at lege med dit (lidt større) barn, når du leger med det. Vær tilstede i legen vær nærværende og vær til rådighed for kontakt og kommunikation med dit barn. Hvad siger hun egentlig? Hvad foreslår hun? Og hvilke gode ideer til legen kan poppe op hos dig, hvis du fokuserer din opmærksomhed på det I laver lige nu, og undlader at fjerne dig fra kontakten, ved at lade dig lokke af smartphonens mange muligheder.
Og tag så et kvarter (eller hvor meget du nu har brug for, men sæt en ramme) til dit digitale fix på et tidspunkt, hvor det passer ind i din og familiens rutine, og lad dig så forføre og opsluge og nyde det med god samvittighed. Som sagt er smartphonen jo smart til en hel del, og det skal vi endelig drage nytte og nydelse af.
Ingen gør det med vilje
Jeg vil gerne understrege, at jeg endnu ikke har mødt nogen forældre, som med vilje ikke er til rådighed for den kontakt, deres børn har brug for. Ingen forældre vælger bevidst at tage deres telefon og læse nyheder eller scrolle igennem et instagram feed med det klare formål at fratage deres børn den kontakt, de beder om, eller med et ønske om at flakke i øjenkontakten.
Vi gør det ikke med vilje. Men teknikken og alt det smarte ved smartphonen lokker med os. Og vi er ikke klogere endnu på den konto, end at vi suges med. Igen.
Kodeordet er én ting ad gangen. Det giver de bedste vilkår for både kontakt, relation, tilknytning, nærvær og oplevelsen af kvalitet i hverdagen.
Og det er samtidig et effektivt middel til at holde stress fra døren.
Bedste hilsner
Heidi
Du kan læse mere om, hvordan du kan blive mere nærværende i hverdagen her.
