Forbered dig og få en doula
En af de bedste investeringer du kan foretage dig mens baby vokser og gør sig klar til livet uden for livmoderen er, at forberede dig godt til fødslen OG hyre en doula.
Fødselsforberedelse findes i mange forskellige former og afskygninger, og det er en god idé at sætte dig ind i de forskellige former og vælge den, eller de, som både udfordrer og støtter dig i dit spirende moderskab, taler til din indre overbevisning og inddrager din partner i jeres fælles rejse mod fødsel og forældreskab.
Det er vigtigt, at du vælger fødselsforberedelse som inddrager både krop, sjæl, psyke og følelser. Fødslen vil uvilkårligt skubbe til dine grænser, bringe dig ud i afkroge som du ikke på forhånd kender til og til tider overvælde dig med en styrke og kraft du hverken har følt før eller troet mulig.
Kort sagt, vil fødslen bringe dig ud over din komfortzone – og det er helt ok!
Tryg fødselsoplevelse
Forbered dig på en rejse
Det er ikke en kamp du skal forberede dig til men derimod en rejse. En rejse hvor du kommer til at bevæge dig på din yderste grænse og hvor enhver ressource du besidder vi blive kaldt frem for at assistere dig og baby på fødselsrejsen.
Når dit barn bliver født, fødes du også som mor. Fødselsprocessen er på forunderligste vis med til at vise dig, og åbne op for, nye og ukendte ressourcer du kan trække på i dit moderskab. Fødslen er samtidig også en afskedsproces med det pigeliv du kender til og indtil nu har levet – og at slippe det kan være udfordrende.
At komme helt der ud hvor du ikke før har været og samtidig stole på og have tillid til at det er trygt og helt som det skal være, kræver, at du oparbejder en forståelse for din krops potentiale, kender til og anerkender dine sårbare sider, har tiltro til dit og babys samarbejde og har mod på at åbne dig og give dig hen til den helt utrolige, raffinerede og livsbekræftende proces.
Jo bedre du er forberedt. Jo bedre kan du rumme din fødsel
Jo bedre forberedt du er, jo lettere vil det være for dig at rumme og håndtere de oplevelser fødslen bringer op til overfladen. I De Seks Søjler herunder har jeg udspecificeret og opsummeret de aspekter jeg selv inddrager i min fødselsforberedelse. Forbereder du dig ud fra disse seks søjler er det min erfaring, at du kommer hele vejen rundt og er velforberedt på alle de aspekter fødslen byder på.
God fødselsforberedelse aktiverer en begejstring over, at være medskaber af fødselsoplevelsen og jeg har igen og igen oplevet, at mine kursister og klienter ender med at glæde sig til fødslen – uanset hvor bekymrede de har været på forhånd.
De seks søjler
360° fødselsforberedelse
#1 Tilknytning
Baby har brug for hver dag at føle sig velkommen, tryg og elsket. Brug tid hver dag på, at imødekomme hendes behov allerede fra undfangelsen.
#2 Forventninger og bekymringer
Få afdækket dine forventninger til og bekymringer om fødslen – hvor stammer de fra, og hvad er vigtigt for dig?
#3 Fysisk
Giv din krop de bedste betingelser. Dyrk motion efter dit niveau, få din søvn og hvil dig, drik vand og sørg for at få sund nærende mad og kosttilskud.
#4 Mentalt
Søg information og uddan dig så du bliver i stand til, at ’skille skidt fra kanel’ og træffe velinformerede valg for fødslen.
#5 Følelsesmæssigt
Din følelsesmæssige tilstand er vigtig at holde i balance. Mindsk stress og arbejd bevidst med hvad du ønsker at give videre til dit barn.
#6 Færdigheder
Lær vejrtrækning, fødestillinger, massage, afspændingsteknikker osv. som du og din partner kan bruge for at give fødselsarbejdet de bedste betingelser.

Doula – den essentielle ingrediens
Doula [duu’-la]
Kvindelig ikke-medicinsk fødselshjælper som yder kontinuerlig fysisk og følelsesmæssig støtte til den gravide og hendes partner før, under og efter fødslen.
Fødsel før i tiden
Kvinder har altid omgivet sig med kvinder når de skulle føde. Før i tiden foregik fødslerne i hjemmet. Her blev moderen støttet følelsesmæssigt, fysisk og åndeligt af et fællesskab af kvinder bestående af familiemedlemmer, naboer og venner.
Dengang var det normalt at en kvinde havde været vidne til mange fødsler før hun selv skulle være mor. Det gav hende en større grad af tryghed, indsigt og erfaring som hun kunne trække på når hun selv skulle føde og være mor.
Fødsel i dag
I dag er det yderst sjældent, at en kvinde har oplevet at være med til fødsler når hun selv skal til at være mor. En af grundene er, at størstedelen af fødslerne i dagens Danmark foregår på hospitalerne og varetages af sygehusets personale.
Som udgangspunkt er det stadig kvinder i form af jordemødre som varetager fødslerne. Alligevel er det dybe essentielle behov for tryghed, støtte og kontinuitet alt for ofte udækket:
Du har få korte jordemoderkonsultationer i graviditeten og det er sjældent den samme jordemoder hver gang.
Sandsynligheden for at føde med en jordemoder som kender dig og dine behov er forsvindende lille.
Fødselsforberedelsen er mange steder sparet væk og erstattet af store auditoriehold hvor du informeres om fødestedets procedurer.
Det er ikke muligt at besøge og se fødestuerne inden fødslen – du aner ikke hvordan fødestedet ser ud før du ankommer til fødegangen med veer.
Jordemoderen følger som oftest flere fødende på samme tid og vil derfor ikke kunne være kontinuerligt tilstede hos dig undervejs.
Jordemødrene på fødegangene arbejder efter vagtskemaer. Ved vagtskifte får du derfor en ny jordemoder du skal forholde dig til.
Doula effekten
Doula, fødselscoach, fødselshjælper, fødselsassistent, fødselspraktiker – kært barn har mange navne – fælles for dem er, at du har en professionel fødselsledsager ved din side som både hjælper dig fysisk, mentalt og følelsesmæssigt, har overblikket og kan tolke situationen, kender dig og din partner og ved hvad I ønsker og har brug for, selv har ’gået vejen’, giver sine erfaringer videre og advokerer for at dine ønsker anerkendes og respekteres.
Undersøgelser viser, at kvinder der føder med en kendt, professionel fødselshjælper der ikke er en del af institutionen eller kvindens omgangskreds bl.a. opnår:
- Mindre stress og færre indgreb
- Kortere fødselsforløb
- Nedsat brug af ve-stimulerende drop og medicinsk smertelindring
- Færre kejsersnit
- Markant bedre oplevelse af fødslen
- En stærkere tilknytning til deres barn
- Et bedre forhold til deres partnere efter fødslen
– den såkaldte doula-effekt.
Jeg ønsker dig en tryg og mindeværdig fødselsoplevelse!
Karina Isolde er uddannet fødselscoach og doula og er passioneret fødselsnørd der brænder for at udbrede kendskabet til alt det du som gravid selv kan gøre for at skabe en tryg og mindeværdig fødselsoplevelse. Til februar starter Karina Isolde Doula Uddanelse op.
De bedste hilsner
Karina Isolde Balslev
Ambassadør og katalysator for trygge fødselsoplevelser
Du kan læse mere om Karina Isolde på
