5. juli, 2018 af Cecilia Mansen
De tidligere generationer har altid haft et pres og en angst i forhold til, om ens barn nu kunne klare sig, alt efter om det var en pige, der skulle kunne blive gift godt væk, afhængigt af sit udseende og sin medgift eller en dreng, der skulle fokusere på, om han havde en ordentlig uddannelse og et job, så han kunne forsørge sin familie, medmindre han havde masser af penge med fra sit familiearv. De levevilkår sidder stadig godt forankret i os, og de ændrer sig ikke på bare få generationer, når det har været nødvendige værdier for vores basale overlevelse både fysisk og socialt, igennem en lang fortid og historie.
Vi kan stoppe op og se vores barn uden fortidens skygger
Vi lever i en anden tid nu, hvor vi ikke længere behøver at skulle overleve igennem et ægteskab, og i stedet for at fortsætte med de ubevidste værdier, der er blevet lagt i vores mentale dna, kan vi faktisk vælge at stoppe op ved os selv og prøve at se vores barn, uden fortidens skygger. Vi må spørge os selv, om det stadig er nødvendigt at skubbe på vores børn og ubevidst lære dem, at de stadig skal overleve igennem deres udseende, penge eller en bestemt uddannelse, præget af tankegangen, ”hvad fatter gør” eller ”en skomager bliver ved sin læst” – eller om vi vil åbne os som forældre og for en anden tanke om, at vores børn muligvis har sin egen vej i livet, som handler mere om deres sjæls udvikling, end om de ydre rammer og præstationer? Den tanke, prøver jeg i hvert fald selv at have, som mor til to børn.
Mine børn går på en rimelig elitær skole, hvor de har mange prøver og test, og vi har ledt, fundet og virkelig valgt den, til trods for at den ligger 50 km væk fra deres bopæl. Fordi den passer, som en af de få skoler i Danmark, til både deres undervisningsbehov, men også sjælelige trivsel. Ikke på grund af testene, dem er jeg faktisk ikke fan af, men på grund af skolens trygge rammer og især med henblik på deres klassekammerater, som de kan spejle sig i og være sig selv med. Min datter på 13 år går meget op i hendes præstationer og brillerer med høje karakterer, og så siger jeg ”flot klaret skat og godt gået! – men husk nu, at de ikke er vigtige, og jeg elsker dig, uanset hvilke karakterer du får.”
Jeg forstår godt, at tallene er tillokkende for hende, især når hun nemt kan opfylde de krav, der er. Men jeg siger også til hende, at det så netop er endnu mere vigtigt for hende at lære, at testene ikke er vigtige for hendes glæde og selvværd. At hendes sjæls udvikling har brug for det modsatte, som er at kunne gøre sig fri af forventninger og krav, hvis det er nødvendigt for hende, samt vide, at hun er god nok alligevel. Så hun også er bevidst om modvægten til, hvad hendes hjerne elsker af test, karakterer og anerkendelse udefra, hvilket hun også har brug for at kunne udleve og nyde, og det kan give hende balancen i livet. Men hvad hendes hjerne lærer, er viden, som hun ikke vil tage med sig, når hun ikke længere er her, hvorimod hvad hendes sjæl udvikler og lærer, det tager hun med sig. For ja, jeg er åben for, at vi har flere liv og det taler jeg også med hende om. I samtaler, der matcher hendes forståelse og alder, og hun lytter, smiler og suger til sig, vant til, at kunne tænke større og bredere, end lige det basale liv foran sin næsetip.
Hendes lillebror, som er 10 år, han hader alt det ved skolen, som hun elsker. Han vil selv bestemme, mærke friheden både i sig selv og i sine omgivelser og helst kun beskæftige sig med, hvad han lige synes, er vigtigt. Han er derfor sin søsters allerbedste læremester, og hun kæmper tit med at forstå ham og hvorfor, han ikke er som hende og der kan komme tårer, når jeg hjælper hende igennem at tage de egenskaber hjem til sig selv, som han spejler til hende. Dette handler ikke om karakterer for hende, men er en del af den vigtigste undervisning, som kun livet kan give både hende og ham, på den rejse, de er på, som åndelige væsener i fysiske kroppe.
Et barn, der kommer til os, er altid et frit barn
Et barn er ikke en forlænget arm af, at vi skal føle os rigtige og værdifulde og det er aldrig ment til at blive født, for at skulle være et statussymbol for os som forældre, selvom vi måske selv har kæmpet med at føle os gode nok, som børn og teenagere. Et barn, der kommer til os, er altid et frit barn – fri til at mene, hvad det vil, have sine egne interesser, personlighed, præferencer og udvikling. Vi har alle narcissistiske træk i os, og derfor kan forældreskabet nemt komme til at handle mere om os selv og om, hvordan omverdenen ser på os, frem for at VI ser vores barn og opdager, at barnet aldrig er os. Selvom vi forhåbentlig ikke er en decideret narcissist – hvilket er en forælder, der kun kan leve fra et umodent udgangspunkt i sine egne behov – så må vi alligevel mærke efter, om vi på nogle punkter har et behov for, at vores barn skal være et spejlbillede af os selv eller opfylde vores egne u-udlevede drømme og ønsker.
Uanset, om vi måske selv har stærke hippieværdier og kun kan se dem udlevet på én bestemt måde, og vores barn måske hellere vil leve mere materialistisk og som et fokuseret karrieremenneske, der går efter sine ambitioner, eller at vores barn faktisk ingen ambitioner har, men hellere vil leve livet på må og få, og vi selv går meget op i at have akademiske labels og prestige, så er vi lige meget på afveje af vores barn, hvis vi ikke respekterer og faktisk endda ærer, dets egen unikke vej.
Hvis vi ikke kan rumme, at vores barn måske vælger at leve sit liv helt modsat af, hvad vi nu havde forestillet os, så er det højst sandsynligt vores indre narcissist, der kigger frem, og som hellere vil have, at vores barn opfylder vores behov af forventninger, fremfor sine egne … Og så kan det være svært at være en forælder, der kan se, at barnets personlighed ikke er sort og hvid, men er født, som et farverigt væsen, der har brug for vores opbakning til at kunne rumme hele sig selv, så meget som muligt. Og selvfølgelig, kan man sagtens være et spirituelt menneske i et karriereliv, eller være ambitiøs og målrettet, i et afslappet og easy going-liv. Det handler om, hvorvidt vi er i stand til at se udover vores egen næsetip og kunne se bagved det lineære.
Børn lærer os om noget af det, vi selv har allermest brug for at lære
Vi kan til gengæld være sikre på, at vi i hvert fald får det helt rigtige barn i livet til, at skulle lære os om noget af det, vi selv har allermest brug for at lære, og som er, hvem vi også er. Hvilket jeg kan oplyse, altid er det komplet modsatte af alt det, som du kæmper allermest for at bevise andre om, hvem du er. Så hvad ønsker du allermest, at dit barn skal være? Skriv det ned med stikord og som egenskaber i barnet. Find derpå det modsatte, og skriv også det ned. Fortæl dernæst dig selv i et spejl, at det er, hvem du også er, imens du ser ind i dine øjne. Bliv ved, indtil du finder gaven i at kunne være det, du (og dit barn) ikke måtte være og sæt både dig selv og dit barn fri til, at kunne være mere, end hvad var muligt før. Det er den største kærlighedsgave, du kan give dit barn og dig selv og meget mere værdifuldt, end at have en bestemt identitet, for at kunne passe ind til at få andres anerkendelse og bifald.
Cecilia Mansen er skyggecoach og hjælper forældre til at få en større bevidsthed og mere kærlighed i relationen med deres børn. Du kan finde Cecilia HER
