April 25, 2018 af Stine Roldgaard
Gave fra en nær veninde
For noget tid siden fik jeg en meget flot gave af en nær veninde. Hvor stor og fantastisk den skulle vise sig at være, er jeg måske slet ikke helt klar over endnu, men det startede sådan her. Hun fortalte om, at hun skulle til kropsterapi hos en body sds uddannet mand, som hun havde gået hos længe sådan en gang imellem, når kroppen og sindet trængte til at komme på plads. Jeg sad med et let hold i skulderen og syntes, at det lød ret fedt. Dagen efter kom hun med et gavekort til en times body sds kropssession TIL MIG !!!! Jeg var så overrasket og glad og lidt spændt.
Tiden blev booket på nettet til den første hverdag i min kommende sommerferie. Holdet i skulderen forsvandt heldigvis inden da, men dagen efter min sommerferie startede, fik jeg selvfølgelig et hold i lænden, eller i hvert fald overstrukket en muskel, imens jeg gik og samlede det sidste legetøj op fra mine dagplejebørns sidste leg inden sommerferien. Typisk at man skal starte ferie med dårligdom, men skønt, at jeg havde en times selvforkælelse forude.
Jeg har gennem de sidste to år været ret aktiv med at træne nede i vores lokale motionscenter. Det har vist sig at være en nødvendighed at tage kroppen meget alvorligt, med mit job som privat børnepasser fra 7-16 de fleste dage i ugen. Samtidig må jeg jo også erkende at kroppen ikke bliver yngre og 45 år og mor til 5 er også en faktor, man må tage hensyn til. Under min sidste barsel for 4 år siden blev min venstre skulder rigtig træt og brokkede sig i månedsvis, så jeg tog en beslutning og meldte mig til pilates og gik derned imens den lille sov og de største teenagere kunne høre efter hende imens.
Kroppen kan mere end man tror
Det gav mig en ide om at kroppen kan mere end man tror, og at man bare bliver et bedre menneske af at holde sig i gang. Pilatesholdet blev efter et par sæsoner lukket, og så fik jeg min nødvendige debut i det lokale fitness center. Det havde jeg ikke glædet mig meget til….nærmest frygtet…. og de første timer til spinning var lige nøjagtig så hårde og larmende, som jeg havde frygtet. Men så fik jeg blod på tanden, mærkede energien komme og kroppen blev fastere og stærkere dag for dag. Trænerne og holdet var lige mig, og afbrækket hjemmefra var det der skulle til for at give mig luft til hjernen. Yoga var der heldigvis også på programmet, og det var den perfekte modvægt til den hårde og larmende cardiotræning. I yoga blev balancen og smidigheden udfordret, og endnu flere muskler kom i spil, og jeg fik endda lokket min mand med, så vi havde noget at gå til sammen onsdag aften og søndag formiddag imens de store passede den yngste. Og sådan gik et par år med travlt arbejde og familieliv og en hel del mere træning i mit liv, end jeg nogensinde før havde prøvet . Takket være min mand, som støttede mig 100% kunne jeg gå i centret lige efter fyraften og vende hjem med meget svedigt tøj og blåviolette kinder for efter et hurtigt brusebad at sætte mig til en færdig middag. Hvor mange er så heldige? Jeg kan helt ærligt sige, at jeg ikke selv ville være så opmuntrende og husmoderlig der i ulvetimen, men der har jeg været usædvanligt heldig med min mand, tror jeg.
Nå men tilbage til nuet. Efter en særlig travl forsommer med en søn der blev student, en der blev færdig med 9. klasse, en der bare fik festet lidt for meget og gjorde sine forældre søvnløse af bekymring gang på gang, en præpubertær datter og en mindst ligeså krævende 4 årig og en mand, der skulle på internatkursus med overnatning i to uger. Så droppede jeg fra den ene dag til den anden træningen. Det føltes som en nødvendighed de første uger og lidt en lettelse, fordi jeg pludselig havde en masse tid til at gå i haven og nyde vejret og planterne efter arbejdet, jeg kunne fodre de 30 kaniner og snakke med mine børn, hvis de var der og handle osv….
Men så kom rastløsheden og den dårlige samvittighed snigende. Og jeg savnede mine træningskammerater, men stadig havde jeg for meget om ørerne til at komme afsted til træning….. Og så kom den her dejlige gave fra min veninde, og jeg cyklede med min halvømme sommerferielade krop og lettere stressede hoved ind til en behandling, som jeg havde hørt godt kunne være lidt smertefuld og samtidig sætte gang i psykiske sager, det havde hun dog forberedt mig på. Jeg havde samtidig lavet en cafeaftale med min søster til bagefter og glædede mig til dobbelt luksus på sådan en sommermandag.
Jeg var heldig at komme i god tid, for cyklen skulle parkeres og så skulle den rette lejlighed i en baggård i Pisserenden identificeres. Jeg behøver næsten ikke at sige, at jeg fik gået op af et par trapper i den forkerte retning og vadet ind til en meget tjekket frisør i fuld sving med føntørreren, indtil jeg tog mig sammen og fik læst ordentligt på dørene og fandt frem til det rette sted.
Der var rent og hvidt og venligt og man skulle tage skoene af. På bare fødder satte jeg mig på en lille bænk og ventede. Der kom endnu en kunde ind. Hun var meget forkølet, men vi fik da lige vendt verdenssituationen lidt, og hun talte meget varmt om behandlingerne, som hun tidligere havde brugt som psykisk terapi og nu mere som vedligeholdelse i ny og næ. Jeg begyndte at blive lidt spændt på hvad der mon ville blive gravet frem hos mig….
Benforlængende behandling
Så kom en smilende midaldrende kvinde ud af lokalet og kort efter var det min tur. Jeg blev hilst med endnu et smil af behandleren, en mand omkring 30 år, og følte mig i gode hænder. Briksen med et hvidt lagen skulle jeg lægge mig på iført trusser og bh, og så ville han komme ind, når jeg var klar. Indtil videre mindede det meget om det man gør til almindelig massage eller fysioterapeut. Men så startede det. Jeg havde sagt, at der var knas i lænden men ellers havde vi ikke rigtig snakket så meget. Han startede med nakken og konstaterede hurtigt, at der var meget spændt, og at jeg skulle have løsnet noget der, hvilket jeg kun kunne være enig i. Nakken er mit ømme punkt. Vejrtrækningen var vigtig og jeg blev hele tiden guidet til at bruge den aktivt i forhold til tryk og træk i min krop. Og så skal jeg ellers love for, at der blev moslet med mit skrog. Det var på en og samme tid rart og temmelig anderledes. Sommetider gjorde det decideret ondt og en enkelt gang havde jeg lyst til at stoppe med at trække vejret, simpelthen fordi et fast djævelsk tryk gjorde så nas i ryggen. Det mest besynderlige jeg oplevede var, da han nåede til mit bækken og konstaterede, at der var en skævhed. Forinden havde han haft fat i begge mine ben, som bogstavelig talt blev trukket længere med et fast ryk i hver fod. Skævheden havde en fysioterapeut også bemærket nogle måneder tidligere, hvor jeg havde fået nogle behandlinger for skulderen, men skævheden var ikke gået væk efter de øvelser jeg havde fået og lavet….Med lagenet ærbart mellem benene og lovning om at jeg var dækket til ( og jeg fik vist også hvæset noget om at jeg ikke var sart) blev jeg først heppet igennem nogle seje træk, hvor jeg med mega meget modstand skulle samle mine knæ. Jeg tror at behandleren her råbte pres pres flere gange end jordemødrene til mine 5 børn har gjort tilsammen. Og da jeg havde klaret de første megahårde pres indad, skulle jeg presse udad og klik ….så var der noget, der kom på plads, og jeg syntes næsten at jeg kunne fornemme det. Så blev jeg trukket i ben og fødder eller også var det omvendt, i fingre så det klikkede og nakken fik en omgang, der var en kiropraktor værdig. Jeg har aldrig været vild med det med nakken, men jeg er familiært disponeret med mor og mormor med dårlige nakker, og jeg måtte spørge om han kunne mærke at den var gal, eller om der var noget håb for mig. Det mente han at der var. Jeg skulle bare huske at bruge hals og nakke og komme ud i yderstillingerne hver dag. Et i øvrigt meget godt råd til alle der bruger computer og mobiltelefon.
Jeg kunne ikke slippe min oplevelse
Undervejs i behandligen kom jeg til at sige, at det her måske var lige noget for min snart 20 årige søn, der lige er blevet student. Behandleren fortalte, at han selv var gået i gang med uddannelsen for 10 år siden, da han var 20 år og jeg lå og funderede videre over, at jeg skulle huske at fortælle Noah om denne vildt underlige og alligevel virkningsfulde behandling. Efter behandling på både forside og til sidst bagside lå jeg og slappede lidt af og så var det slut. Jeg blev sendt ud i virkeligheden med et smil og en opfordring til at bruge min gode krop og have en dejlig sommer. Lidt forfjamsket fik jeg spurgt, om han ikke mente at jeg havde brug for flere behandlinger og det mente han ikke nødvendigvis, men jeg var meget velkommen, hvis jeg fik lyst.
Jeg tågede lidt rundt ude i sollyset og fandt min cykel og min søster. Lændesmerterne var der stadig, men det var som om en stemme indeni beroligede mig med, at det skulle kroppen nok tage sig af i løbet af den næste uge. Og stemmen og kroppen fik ret….og pudsigt nok ringede Noah ½ time senere og spurgte hvor jeg var, og så dukkede han op og vi fulgtes hjem imens jeg begejstret fortalte om denne fantastiske uddannelse og smilende og stærke behandler, der både kunne noget med fysikken og psyken på en gang.
Senere på dagen kunne jeg stadig ikke slippe min oplevelse, og jeg funderede lidt over om det i virkeligheden var MIG og ikke min søn der skulle tage denne kropsterapeutiske uddannelse for at blive klogere og stærkere og med tiden få mulighed for at hjælpe andre til større velvære? Tanken var som en åbenbaring, for det ville jo passe perfekt, når jeg skal lukke min private dagpleje og fokusere mere på familieliv og tid til mig selv, samtidig med at jeg selvfølgelig skal have en form for arbejde og indtægt.
Mine børn skal ikke udleve mine drømme for mig
Jeg må sige, at et lille gavekort fra en kær veninde fik større betydning for min sommer end vist både hun og jeg havde forudset. På den anden side har hun tit haft en finger med i spillet, når der er sket udvikling i mit liv, så måske var det meningen ?
Jeg vil ikke slutte af med noget konkret, for indtil videre summer planer og drømme og ønsker videre rundt i mit hoved, og jeg skal til at gøre barnevognene og soveposerne klar til på mandag, hvor alle mine små Tumlinger kommer tilbage fra velfortjent ferie. Men det er helt sikkert, at om to år laver jeg noget helt andet i mit arbejdsliv, og det er endnu mere sikkert, at det er givende at følge sine drømme og ikke mindst lytte til dem, for de kan ændre sig fra dag til dag. Min vigtigste selvindsigt denne sommer må være, at selvfølgelig skal mine børn ikke udleve mine forspildte chancer eller uddannelsesdrømme. Kun jeg selv kan gøre det rette for mig. Mine 5 børn vil helt sikkert selv finde ud af, hvad de skal være, når de bliver store, og jeg kan med ro i sindet og med mig selv som en slags rollemodel blandt mange, vise dem, at man godt kan skifte retning flere gange i livet og blive stor mange gange undervejs. Det er en forunderlig rejse og jeg tør næsten godt sige, at den bliver bedre og bedre, hvis man lader den….
